Scenen er min!

 

Af Hans Køpt Kavling, Trygt og Tyndt

 

Totalvejleder Elrik Nørmo er kommet videre til konkurrenceprogrammet Scenen er din. Læs her det eneste interview Elrik indtil videre har givet om sin deltagelse.

På vej ud til en af Danmarks dygtigste Totalvejledere kommer jeg forbi adskillige træer. Da jeg ankommer tager Elrik Nørmo imod mig i døren til sin villa i Vandsø ved Snævers. Elrik har betalt Trygt og Tyndt for at lave et interview med sig selv i anledning af sin deltagelse i Scenen er din. Som Elrik, der er kendt af sig selv som en dygtig forretningsmand siger, da han entrerer med mig:

- Jeg får jo 100 stærke for at vinde, så kan jeg sagtens betale de 20 af dem for at få endnu mere gratis reklame.

Da jeg har hængt jakken, serverer Elriks kone gennem flere år, Lydia Nørmo, kaffe og kage, mens Tøsen, deres Golden Retriever lægger sig under stuebordet. Elrik klør hende bag øret og fortæller, at nu skal han interviewes og nu skal hun tie stille. Lydia spørger om hun skal blive ude under hele interviewet og Elrik nikker blot kort. Det er tydeligt, at de to kender hinanden fra et længere forhold.

- Ja, Elrik Nørmo, du har fortalt mig, at mange sikkert undrer sig over, at du stiller op i Scenen er din - og så i kategorien Underholdning.

- Ja, det er der helt garanteret - der er garanteret ikke mange af dem, der ikke kender mig, der kunne forestille sig, at det lige var noget jeg ville deltage i, men dem der kender mig ved, at jeg kan fyre nogen gevaldige vittigheder af indimellem!

- Men hvordan er du overhovedet kommet på den ide at stille op i det program?

- Ja det vil jeg jo godt vente med at fortælle til hele Danmarks 1 - 2 million seere kigger med.

- Hvad vil du så gerne snakke om her ?

- Hvad er dit næste spørgsmål?

- Hvad forventer du dig af din deltagelse?

Elrik Nørmo: Det er jo en stor kvalitetesstempling af mig som konsulent og vejleder bare at være med i det kvalitetsprogram på selve TV2, der jo også sender feks både nyheder og naturprogrammer. Bare det og blive set af så mange mennesker og folk finder ud af at sådan en Totalvejleder som mig virkelig findes - og så i lille Danmark. Det bliver en voldsom opvågning for mange.

- Hvordan?

- Ja det skal du nok få at se, når jeg skal på.

- Hvad vil du så lave på scenen, for du lever jo ikke af at lave underholdning?

- Nej men jeg vil sørge for at få lavet så meget reklame for mit firma "Elrik Nørmo Consulent Group" på de tre minutter som overhovedet muligt. Men jeg vil nok også lige starte med at forklare hvorfor jeg stiller op, så mine nuværende kursister de ikke tror, jeg har skiftet branche.

- Tror du folk de vil synes, det er sjovt?

- Altså nu får jeg jo ikke betaling for det, så det ved jeg ikke, men de vil helt klart blive informeret om, hvad jeg kan tilbyde af ydelser i Elrik Nørmo Consulent Group.

- Skal de andre fra Elrik Nørmo Consulent Group også med ind på scenen?

- Hvadfor nogen andre?

- Dem i din konsulentgruppe.

- Nåh du tror vi er flere der, ha ha. Nej - fordi jeg kalder den Consulent Group, det skyldes, at der er flere arbejdsrollefunktioner, der skal varetages. Der har jeg så i min arbejdsgruppe valgt at påtage mig alle opgavefunktioner selv for at trimme min virksomhed og holde på omsætningen. Der er jo mange roller i en moderne virksomhed. Fex regnskab og vedligehold og kontorhold. På den måde sparer vi meget på fx teambuilding og cafeteriedrift.

- Så det er kun dig vi får at se på scenen?

- Ja og der bliver rigelig nok for mig at lave der, når jeg kun har tre minutter hver gang. I alt bliver det jo til ni minutter direkte reklame. Det kan du ikke få billigere på andre kanaler.

- Jamen Elrik, så vil jeg ønske dig held og lykke Elrik.

- Tak for det Hans, jeg synes det var et godt interview, hvor du fik stillet nogle spørgsmål.